|
|
|
|
Naturen omkring Hirtshals er rig på plante- og dyreliv. Hirtshals har tre klitplantager, som alle er et besøg værd. Det er Lilleheden Klitplantage, Tornby Klitplantage og Uggerby Klitplantage.
|
Tornby Klitplantage ligger 4 km syd for Hirtshals. Det er en højtbeliggende, vindudsat Vestkystplantage. Bevoksningsgrænsen mod havet følger en 15-25 meter høj, tidligere havskrænt, der er gennembrudt af talrige dybt nedskårne ådale. Neden for skrænten befinder man sig på hævet stenalder-havbund, som i et 300 meter bredt bælte er dækket af frodig grønsværklit med front af hvide havklitter. Siden 1500-tallet har Tornby Sogn - som den jyske nord- og vestkyst i øvrigt - været svært plaget af sandflugt.
Bjergfyrren hovedtræartTanker om træplantning i klitegne var tidligt fremme, men blev i Tornby Sogn først realiseret i årene 1910-1930 efter statslig erhvervelse af et 526 hektar stort areal. Som i forud anlagte klitplantager blev bjergfyrren hovedtræart. Rundt om i plantagen findes der grupper af andre nåletræer som omorica, japansk lærk og douglasgran foruden et stort antal mere sjældent benyttede arter. Bøg, eg, ær, el, gråpoppel og andre løvtræarter er plantet i læbælter og mindre grupper overalt i plantagen.
|

Sjældne arter af nordisk oprindelse
I den lysåbne gamle nåleskov af almindelige bjergfyr, hvidgran og sitkagran i plantagens vestlige, storkuperede klitlandskab kan iagttages særegne plantesamfund med sjældne arter af nordisk oprindelse - hidført som frø af vind og fugle.
I lysningen, i lyse krat og langs veje og stier i plantagen, hvor jordbundens indhold af kalk og næringsstoffer er rigere og lysadgangen tilstrækkelig, er floraen fordog og artsrig.
Løvfaldende buske som havtorn, blågrøn rose, hvidtjørn, almindelig hyld, ribs og stikkelsbær danner næsten uigennemtrængelig krat. Knyttet hertil findes artsrige plantesamfund med mange kalkyndende arter. Blodrød storkenæb, hvas randfrø, almindelig agermåne, sand-frøstjerne, hundetunge, roset-karse, stivhåret kalkkarse, sød astragel og forskelligbladet tidsel - alle sjældne i Nordjylland - forekommer her ret almindeligt.
Ualmindelige arter De kalk- og næringsrige grønsværklitter og klitegne neden for den gamle kystskrænt beriges yderligere i den sydlige del af flere fugtigbundsområder, opstået i Liver Å's tidligere udløb. Navnlig knyttet hertil findes et antal særprægede og artsrige plantesamfund. I pilekrat (domineret af øret pil, krybende pil, gråris og spyd-pil) og i tagrørbevoksninger træffes ualmindelige arter såsom leverurt, kær-fladstjerne, knude-firling, almindelig skjolddrager, sump-hullæbe, kødfarvet gøgeurt, vendsyssel-gøgeurt, strandtusindgylden samt flere arter af ensian og øjentrøst.
|
Afmærkede vandreture
I alle tre klitplantager er der afmærkede vandreruter - dog er der kun lavet et vandrekort over Tornby Klitplantage.
Tornby Klitplantage har fire afmærkede vandreture: Blå og Gul på cirka 2 kilometer, Grøn er cirka 4 kilometer og Rød godt 6 kilometer.
|
|
|
|
|