Til forsiden
Geocaching i Lysets Land

Tag på skattejagt med din GPS i Lysets Land. Geocaching er for alle med hang til eventyr og aktive oplevelser i naturen og lyst til historiske fortællinger. Pak en madpakke, tag børnene med eller tag selv på jagt efter en skat, en såkaldt cache, der er godt gemt. Oplev på samme tid nogle af de spændende historier fra Lysets Land.

Geocaching i Lysets Land

Hvad er geocaching?

Geocaching er en sjov skattejagt med GPS, hvor du kan være i aktiv i naturen på en anderledes måde. Det er en moderne digital skattejagt, hvor hele familien kan være med - på tværs af alder og køn. Såvel børn som voksne kan have det sjovt med geocaching, så pak rygsækken og gå på jagt efter de mange skatte i Lysets Land.

Hvad skal du have med?

Du bør medbringe følgende:

•GPS modtager (bil-, mobil- eller håndholdt)
•Cachebeskrivelse
•Kort over området
•Blyant
•Bytteting til cachen
•Mobiltelefon
•Lommelygte
•Drikkevand

Derudover er det en god ide at medbringe:

•Kompas
•Frugt og madpakker
•Plastikpose til affald
•Lette arbejdshandsker/engangshandsker
•Lommekniv
•Solcreme
•Førstehjælpsudstyr
•Kamera
•Ekstre batterier til GPS, lommelygte og evt. kamera

Geocaching

Hvordan finder du en skat (cache)?

Geocaching starter på Internettet. Den mest benyttede hjemmeside til at udpege sig et cachemål er geocaching.com. Her søger I efter caches, i det område I gerne vil bevæge jer i. I får så en liste med caches og deres geografiske position. Du kan også finde nogle caches i Lysets Land i vores brochure om geocaching. Til de fleste caches er der også et hint til, hvor den skal findes. Disse informationer kan I lægge ind i jeres GPS, og så er I klar til at komme ud i naturen og den friske luft for at finde vejen til skatten.
Skatten består som regel af en lille vandtæt plastboks, hvori der ligger en blyant og en lille notesbog. Heri skriver skattejægeren, at man har fundet skatten, hvornår og hvor mange deltog i skattejagten. I pakker derefter cachen sammen igen og lægger den tilbage, hvor I fandt den.

Der er også andre former for caches. Multicaches indeholder flere stop, inden I finder den endelige cache, såfremt I vil udfordres endnu mere. Bliv f.eks. udfordret af en skattejagt om spøgelset på Sæbygaard med flere forskellige stop, før du finder den endelige skat.

Efter en veloverstået skattejagt skal du på internettet igen og logge fundet på koordinatsiden på geocaching.com. Nu er du blevet en ægte geocacher.

Værd at vide

Hvis du ikke selv har en håndholdt GPS, kan du leje én på det lokale turistbureau. Her kan du også få mere information om de nærmeste caches.
Læs vores brochure om geocaching
Toppen af Danmark A/S Skandiatorv 1, 2. 9900 Frederikshavn KONTAKT